Ole Broager
What To Name Your Children
Martin Pac
Nick Jacobsen
Fernisering d. 19. nov. ml 17-20
Udstillingen varer fra 19.november til 17. december 2010
De modtager dig med en lethed fordi de selv står med en tyngde og der er ingen lemfældig omgang med den gensidige forståelse
svaret du afkræver er dit eget indtil du har formuleret spørgsmålet klokkerent, der er ingen medfølgende kære mor med subtile betydningsformuleringer, manual og klap på hovedet.
Ole Broagers værker er som essensen af mit favorit Storm P citat ” Han lider af sammenblandede billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”, de ubevogtede øjeblikke, hvor beskueren med alskens teoriformulering og kunsthistorie i baghovedet går til en skulptur, og får et grundskud, fordi intet passer ind hvor det burde, og historiens larm rammer membranen og glider af med et stille grynt, fordi du er overladt til selv at høste på Herrens mark, og når du har forstået at svaret ligger i dit eget spørgsmål høster du så tifold igen.
Broagers værker er drevet af en stille humor og inspireret satire som i deres engagerede causeren kan slippe afsted med bidende sociale kommentarer, fordi værkernes enkelte elementer er genkendelige, denne trygge genkendelse som dog gennem billedelementernes sammenblanding sætter et benspænd for den momentære tryghedsfølelse. Citatets ”lider af” er passionen og passionen er at skabe, skabe kunst, skabe kunst på egne betingelser.
Formen er klassisk begavet billedhuggeri med håndværksmæssige rødder dybt i traditionen, men det billede vi har af en billedhugger væltes af billedet der hugges, udskæres, modelleres, støbes og hvis referencepunkt ligger udenfor skulpturens egen slægtshistorie, og traditionen selv er indraget som et redskab, der kan bruges, som en mulighed. Mulighed for hvad? – for at skabe sin kunst, og således undsige sig klassik, tradition, akademisme eller programmatik, og som trods sit hæmningsløse forbrug af billeder bevarer sin ligefremhed, ligefremme sprog, spændende fra blid til barsk, men konstant bevarende sin evne til at formulere og gentolke genstande for fascination, og om nogen forstå at accenturere motivets lethed/tyngde i udførelsen og beherskelsen af materialet, og interessant nok ikke lader motivet være betinget af materialepræferencer.
Som malerens enkle gestus, der i at tage en pensel op, viderefører en tradition, men ikke derfor nødvendigvis indbefatter et slutresultat, der ligger indenfor traditionens rammer, er den overlegne håndværksmæssige formåen hos Ole Broager det eneste bånd til traditionen – derfra og videre i en særegen bevidsthedsstrøms billeddannelse, transformeres skulpturer til billeder, en evne der skiller ham ud som en absolut unik kunstner i dansk kunstliv.
”Broagers billeder” hedder således en meget fin og relevant bogudgivelse fra Space Poetry, der kan anbefales som en indgang til Ole Broagers univers.
Skulpturernes tyngde danner kernen og deres motivisk ofte legende lethed danner overgangen til de to unge kunstnere Esme Chapman Jones og Carl Lund, tilsammen What To Name Your Children.
De to er udgået fra Central St. Martins School of Art and Design, og bor og arbejder i London. I deres arbejder har de et bestemt referencepunkt i en generel holdning i tidens kunst, at form og materiale er underordnet, alt beror på evnen til at fortælle en historie.
Deres fælles omdrejningspunkt er enkeltheden og den ligefremme ukomplicerethed der ligger i barnets leg og tilgang til omverdenen – en stor verden at udforske.
Som deres fælles værk, en stor kutter-lignende sejlbåd bygget i pap, i hvis side er en overbygget indgangsdør, måske barneværelsets skabsdør, gennem denne går du/vi ind til en rejse i fantasien, der stimuleres af virkemidlernes enkelthed, som barnet der finder større glæde ved at lege i en pakkasse snarere end i et færdigkøbt legehus.
På udstillingen vises fortrinsvis nogle mindre arbejder på papir, som klart angiver den retning deres projekt er ved at tage, og som underbygger deres sigen fra over for kunstverdenens ofte barske og komplekse spil.
Ligeledes uberørt af de herskende tilstande i kunstverdenen, arbejder Martin Pac ud fra en rablende bevidsthedsstrøm, der opløser billeder i posca-tuschens skriblen hen over papiret, der står ingen traditionsbelastet uddannelse mellem ham og hans billedverden. Martin Pacs sort/hvidemønster billeder kan ikke kategoriseres anderledes end ved at søge et slægtskab hos Keith Haring. Den store forskel på de to er dog, at Martin Pac starter her, hvor Keith Haring eventuelt ville have nået til, havde han stadigt levet… store ord, men ikke mindre effektive til at beskrive en new-comer på kunstscenen, der har formået at frigøre sig fra grafittiens og street-art´ens sprog, som i en tidlig alder var hans udgangspunkt, og slippe helskindet ind i sit eget sort-hvide univers. Det er en kunstner det bliver interessant at følge de næste mange år frem.
Uberørt og upåvirket virker Nick Jacobsens videofootage af sin egen prøven grænser af, hvor den personlige og fysiske udfordring udefra ligner en leg – her er ikke tale om performance i billedkunstnerisk forstand, men om kite-surfing performance, der hele tiden skubber grænserne for den personlige præstation, hvor målestokken er dig selv – og bærende i sig ligheden med kunst når det er bedst, når det synlige slutresultat er en legende lethed…
