Udstillingen varer fra fredag 14.januar til lørdag 5. februar 2011.
Pressemeddelelse:
Historien og arvesynden er givet videre.
I en tidligere video af Sonja Lillebaek Christensen overlapper og overtager en mor og hendes datters historier hinanden og dette sammenfald beretter underliggende om videregivet arv og mulighed, omkring hvilken en ny historie kan spindes og udfolde sig. Men på hvilke præmisser? Mor og datter bærer samme navn, har samme erindring, men er ikke den samme?
Identiteten er betinget af jeg´ets ikke væren foruden du på den ene side, og på den anden side den helt konkrete tilstedeværelse i nu, og historien bagud der folder sig ind i nu .
Sonja Lillebæk arbejder i sine værker ofte ud fra stedsspecifikke placeringer i landskabet og udvikler i langsomt tempo en historie om stedets andethed gennem dels sin egen ledsagende fortælling, der tørt konstanterende beskriver hvad hun ser, glidende over i hvad hun har hørt og derfor føler, eller overvejelser om dagligdags ting, trivialiteter og forbrydelser – på disse planer udfolder og formidler hun parallelle opfattelser af hvad det er vi skal se – som når tv-nyhederne benytter gammelt arkiv materiale for at få en stedsspecifik billedunderlægning til en berettet aktuel hændelse – Det er netop det, at billed og ord udveksler positioner og skiftesvis underordner sig hinanden, som giver hendes værker på én gang autencitet. Samtidigt med den koreograferede fortællings greb om os, beskueren, glider vi med ind i det vi ikke ser, som umærkeligt tager over, og erstatter den nøgterne registrering med sansning af tid og sted. Dette opbrud af den lineære fortælling, flytter og tvinger os således mentalt til at se værket fra en anden vinkel og skaber en historie over/i historien – og alligevel formår Sonja Lillebæk Christensen at få det narrative forløst gennem en arbejden sig hen mod en pludselig pointe, som ligger i billederne selv.
Blikket er konstant på vagt overfor denne vekslen mellem registreret virkelighed og illusion, som skabes med ganske enkle midler – vekslen i tekstens tempo og indhold, stemmens karakter og brugen af underlægningsmusik – alt er nøje gennemtænkt og koreograferet. Det er en svær disciplin at skabe noget så vedkommende ud af så lidt – men netop dér rammer hendes værker livet selv. På udstillingen vises Sonja Lillebaek Christensens nyeste video.
Æblet er blevet spist, vi står blottet overladt til vor egen bevidsthed og historien er givet videre. Herfra er det op til enhver at skabe sin egen mytologi.
Tina Maria Nielsen skaber sin mytologi i forvandlingen af den verden der udgår fra hendes rum.
Med blikket hæftet på det tabte liv støbt i bronze, ultimativt symboliseret ved æblets skrog, kerne som rummer alle eksistensens spørgsmål, udspringer melankolien igennem forståelsen for hver tings nu erkendte andethed, startende her i fortællingernes første fortælling, moderen til ethvert tabs følelse. som en erindring af noget mistet. Værker som afstøbningerne af stikdåser, dørhåndtaget og det aktuelle 4 Possibilities, er alle delelementer af det virkelighedsrum vi nok har tilfælles, men hvis andethed hun i sin egen terminologi nagler til ubevægelighedens ikke-funktion, i en tålmodig arbejden sig hen mod den endelige konstruktion.
4 Possibilities er en vægskulptur i fire afstøbninger af dobbelte stikkontakter med tilsammen fire muligheder i tænd/sluk, enkelt og kontant – logisk….
Tina Maria Nielsens værker bærer i sig netop dette noget accepteret kynisk, kontant målrettet og på samme tid noget sentimentalt ledsaget af et underfundigt smil henover titlernes ledsagende soundtracks.
Noget er slut, i værket Under the Influence fra 2009, hænger en vrangvendt sweater på et søm på væggen, det ene ærme dyppet i voks som et billede på tilblivelse og nedbrydelse.
Det nye værk Losing my Favorite Game, består af både positive og negative afstøbninger af en kuffert sider. Værket er koncentreret om en blotlægning og omvending af kufferten, men skrinlagt i en afstøbnings balsamering af funktion og formål. som dog på samme tid bliver en genfødsel, idet den som de andre genstande sættes i verden på ny. Den virkelighedsreference forsvinder ikke, men synliggør for øjet hvad vi ser, kuffertens forvandlede og nye form tildelt nyt liv som objekt, der stilles til skue, foreviget og transformeret, hævet over det postulerede, ved at de bliver ladt i fred herfra, for herfra er historien deres egen.
- men ”are we defined by our conciuosness, or are we defied by our conciousness?” spørger Fitz.
Ane Mette Ruge viser en serie bestående af 6 billeder, som alle er en slags portrætter. De er fremkommet i perioden 1986-2011, og kondenserer tilsammen et spor i hendes produktion, som fører frem til et bogprojekt, som hun i længere tid har været i gang med. Udstillingens billeder berører ikke direkte bogprojektet, men de viste værker repræsenterer eksempler på nogle greb og tematikker, som hun er blevet ved at vende tilbage til, og som leder frem til bogens emne.
-To af billederne er nye udgaver af fotografier fra Ane Mette Ruges første egentlige udstilling ”Cast” i galleri Kongo, 1987. De er eksempler på, hvad der på det tidspunkt blev kaldt “staged photography”, og processen bestod i affotograferinger af hurtigt sammenkastede objekter af råt ler og tidsskrift-fragmenter. Objekterne er altså ganske midlertidige, og kun skabt med henblik på fotografering, som er en vigtig pointe i staged photography, eller konstruerede virkeligheder, der samtidigt bærer med sig en inverteret narrativ form. Objekternes valgte form bliver abstraktioner, omstrukturerede virkeligheder i sin tilførte form pegende på sig selv, og samtidigt fjernet fra sin fortælling gennem affotograferingen og efterfølgende destruktion.
I sin tidlige form var staged photography, eller konstruerede virkeligheder, ofte baseret på allegorier, hvilket nogle af Ane Mette Ruges værker bærer referencer til, som f.eks. et billede, der viser en miniature-figur, bærende på en form, som måske er et dyr. Et andet billede er af en tilsyneladende dødsmaske med rød paryk, repræsenterende en ung kvinde. Af yderligere billeder kan nævnes et tekstbillede, gengivende en side fra et kapitel i gammel bog om “Det Ukendte” med titlen “Drømmenes Verden”, samt et kvindeportræt i manipuleret korssting.
Værkerne forbindes af forestillinger om relationer på tværs af tid, medier og genrer. De er en slags fantombilleder i en indbyrdes slumrende dialog.
Fælles for disse tre kunstnere er at de på deres respektive felt, Sonja Lillebaek Christensen, video, Tina Maria Nielsen, skulptur/objekt, installation og Ane Mette Ruge, foto, video, installation arbejder med at stille spørgsmål til den fortællende forms autencitet og virkelighedsgreb og dokumenteringens sandfærdighed, entydighed, gennem emnernes forvandlingsproces i transformationen, overgangen, afdækningen, fremmaningen af fortællingens,billedets, objektets andethed.
Sonja Lillebæk Christensen
Tina Maria Nielsen
Ane-Mette Ruge
